Følg link:

http://www.tv2oj.dk/arkiv/2012/03/07?video_id=25913&autoplay=1

http://soundcloud.com/radio-go-fm/camilla-tobias-paa-jordomrejse

Når du er sulten for sjov:
Pekan-turtles! Mmm, ny yndlings choko-snack: Pekannødder overtrukket med karamel og mørk chokolade (de bedste findes på Pier 39 i San Fran)…

Når du er sulten for alvor:
Sjældent har jeg set så stort et udvalg af mexicansk mad, og en vegetarburrito er altid et hit!
Og Cheesecake Factory’s vegetarburger er altså også værd at sætte tænderne i!
- derudover har jeg vist fået mit sushibehov dækket for de næste mange år…

Tørstig: 
Coke Zero!

Det spiller:
Det samme! Bilradioen var til sidst ved at drive mig til vanvid med forskellige variationer af Adele…

Tag hertil:
LA, San Fran, Yosemite, Grand Canyon – USA er for fedt!

Oplev dette:
Godt nok er det kun en gang om året, men Oscar-uddelingen var virkelig en sjov oplevelse!

Det er dumt: 
Her kommer en lille historie på Tobias’ bekostning -  det er længe siden jeg har grinet så meget!
Tobias’ ildelugtende sko og fødder har længe været et problem der har forfulgt os (drengens strømper har det med at forsvinde, og strømpeløse løbeture er ikke et fodhygiejnisk hit), og odøren er ofte blevet kommenteret af medbackpackere som ‘en underlig lugt på værelset’.
Da vi skulle flyve fra Fiji til USA på Valentinsdag bemærkede jeg med det samme et meget kærligt par, og til min store irritation fortalte vores boardingkort mig, at vi skulle sidde på sæderne lige bag dem…
Tobias og jeg fik os installeret, og Tobias forberedte sig på den 10 timer lange flyvetur ved at sparke skoene af… Pludselig standsede kysseriet på det forreste sæde og afløstes af vrængende ansigter og sniffen til sædet. Den kvindelige del af parret nåede frem til, at det måtte være sædets nakkestøtte der lugtede, og fik tilkaldt flyets steward, der også måtte lugte til det uskyldige sæde – og nu begyndte sæderne bag os også at kommentere lugten (kvinden ved siden af Tobias var heldigvis forkølet, så hun bemærkede intet).
Tobias og jeg vidste jo godt hvor lugten kom fra, og mens jeg forsøgte at undertrykke et voksende latteranfald havde Tobias diskret pakket sine sko ind i en plastikpose, puttet posen i sin taske og gemt den væk under sædet inden han flov klemte sig så dybt ned i sædet som muligt. Lugten fortog sig kort efter, men parret foran os forlangte nye pladser, og det ‘ildelugtende’ sæde blev dækket af et tæppe resten af turen til skræk og advarsel. Jeg var glad, for vi var nu sluppet af med det irriterende kæresteri foran os, og Tobias havde  endelig indset, at han hellere måtte gøre noget ved lugten! Win-win…
Bonus-info: Tobias har nu investeret i nye sko og strømper og behandler hver aften sine stakkels fødder med nyindkøbt spray, så komedien ikke gentager sig næste gang vi skal ud at flyve!

Et godt råd:
Bare tag hertil, her er sjovt!

3 dækkende ord:
Stor, større, størst!

/Camilla

Når du er sulten for sjov: I USA er man aldrig sulten for sjov. Jeg er vild med deres popcorn varianter. F.eks. En blandet pose med hvid cheddar og karamel. Eller ‘bare’ chokolade og nødder.

Når du er sulten for alvor: nu er jeg jo vild med burgere, sååå… In N’ Out Burger. En smule McD-agtigt, LA-fyren fra Fiji beskrev det meget fint med, “it’s a bit more fresh U know, they actually cut the tomatoes and the fries are actually made from real potatoes”. Haha, det var vel heller ikke for meget at forlange? Jeg fik en double-double så sent som i går og det var ganske godt i katekorien junk-food.

Ellers tilbyder Californien et utal af mexikanske restauranter og take-outs/drive thrus. Vi har nydt forskellige burritos, fajitas og enchiladas – selvfølgelig tilberedt af en vaskeægte, spansktalende mexikanere! Mums.

Tørstig: i USA fås ‘pure’ kokosnødssaft på flaske. På etiketten står “as sticking a straw into a coconut”. Bedøm selv!

Ellers er det vel en real COKE på glasflaske?

Det spiller: Alt det, der også kommer til at spille derhjemme.

Tag hertil: Anywhere in The States, baby!

Oplev dette: jeg vil foreslå at man kører til Grand Canyon, men holder ind ved lufthavnen FØR man når til kanten af et af verdens syv vidundere. Her booker man så en flyvetur ind over kløften, og jeg lover det bliver den flotteste naturoplevelse, du længe har haft og måske nogensinde vil få. Desuden får man en meget bedre forståelse af størrelsen af Grand Canyon oppe fra en helikopter. Det er så sindssygt!
Dog må jeg indrømme, jeg var et nervevrag, da vi fløj udover kanten og de 200 m. ned pludselig, fra det ene sekund til det andet, blev til 2000 m. OMG!

Det er dumt: at komme i kontakt med politiet – de behandler alle som mistænkelige terrorister. Heldigvis blev jeg ikke anholdt, men blot bedt om at bakke tilbage til stoplinjen.

Og så var der vist en uheldig episode i flyet fra Fiji til LA …

Et godt råd: Det sande USA er så inderlig falsk. Smil tilbage!

3 dækkende ord: UbegribeligtStoreArmbevægelser

/Tobias

Sidste hele dag i Los Angeles – hvordan skulle den bruges? Først må det hellere nævnes, at vi var kommet lidt sent op, så vi udelukkede Disneyland, hvilket ellers havde rumsteret i vores hoveder i nogle dage. Næste mulighed var Universal Studios, hvilket havde fået blandede anmeldelser fra mennesker vi havde mødt og spurgt til råds. Tilfældigt hørte vi om Warner Brothers Studios, som tilbød guidede rundture i en fungerende filmby, hvilket betyder, at optagelser faktisk finder sted dagligt.

Turen tog os gennem scener fra bl.a. ‘Friends’ Universet, fremviste kostumer fra Harry Potter-filmene, udpegede rekvisitter fra ‘Pirates of the Caribbean’  og lod os posere foran Batmobiler.
For filmfreaks var det en ret sjov oplevelse – og vist også for de knapt så filmfreakede…

Facader, facader, facader.

På besøg hos nogle "Venner", der iøvrigt aldrig var i New York

/Camilla

Fra vores midlertidige bopæl i Hollywood (lyder lidt mere highclass end betegnelsen ‘hostel’) afgår hver weekend en morgen-shuttle til Six Flags Magic Mountain forlystelsespark. Det fungerer således, at man skriver sit navn på en liste og så er der gratis transport til parken. Eftersom det var d. 26/2, dagen for Oscar-uddeling, havde de fleste, forståeligt nok,valgt at tilbringe dagen på Hollywood Boulevard – inkl. Camilla og kameraet. Det betød også at kun to var tilmeldt bussen, og at den derfor ikke kørte. Meeeen så tog vi bare afsted i åben Mustang, australieren og jeg.

Hele dagen gik med at løbe fra den ene sindssyge forlystelse til den anden, som to små børn i legeland. Six flags er paradis for rollercoasters, og de fleste er ret så gale. F.eks. er der nogle hvor man ligger ned, kører baglæns og snurrer rundt om en akse alt imens vognen suser hen ad skinnerne. Gigantiske flammer står ind over slangen af fastspændte, frygtløse passagerer, så det varmer i ansigtet og alle skriger i kor. Det skal prøves, ikke forklares.

"X2", 4-D rollercoaster

 
Med rollercoasters nok til en hel dag, store burgere til frokost og hyggesnak med en sød australsk pige, var det bestemt en god søndag i LA.

/Tobias

PS. billeder er fra nettet

Søndag d. 26. Februar 2012 var et fikspunkt i horisonten på vores amerikanske roadtrip. Jeg havde allerede i Thailand opdaget, at den famøse Oscar-statuette skulle uddeles på netop denne dag, og havde jævnligt bragt min begejstring  op lige siden – hvilket til sidst fik Tobias til at indse nødvendigheden af, at vi MÅTTE være tilbage i Los Angeles d. 26!

Tidligt søndag morgen begav jeg mig således bevæbnet med kamera, tålmodighed og et stort krus flydende Starbucks varme mod Kodak Theatre. Det meste af Hollywood Boulevard havde været afspærret allerede dagen forinden, og vores amerikanske ven fra Fiji havde på forhånd advaret mig om, at jeg sandsynligvis ikke ville komme til at se andet end et stort hegn, så det var med en vis bekymring, jeg gik igennem politiets sikkerhedstjek.

Hurtigt gik det op for mig, at min bekymring ikke havde noget på sig – snarere skulle jeg bekymre mig om at få en plads, for området var allerede godt fyldt op med stjernestøvshungrende mennesker. I skal forestille jer i ankommer i bil til et almindeligt lysreguleret vejkryds: midt i krydset ligger den røde løber, og kører du ligeud, rammer du en gigantisk gylden Oscar-statuette. På begge sider langs fortovet står meterhøje afspærringshegn af festivaltypen, og over alt går, kører og flyver politiet rundt – jo, det hele kunne godt minde om en scene fra en Hollywood-Blockbuster. Nu gjaldt det om at finde den perfekte plads – men var jeg kommet for sent?! Første række syntes allerede at være optaget, så mens jeg ærgrede mig over ikke at være kommet noget tidligere, luskede jeg lidt rundt for at finde det trods alt bedste udsyn. Jeg standsede et øjeblik for at tage et testbillede, og blev øjeblikkeligt tiltalt af en lille mand med et stort skæg, som stod på en stige ‘giv mig dit kamera!’ beordrede han. Da jeg naturligvis udstrålede en vis skepsis ved at skulle overdrage mit elskede kamera til en totalt fremmed, tog han det ganske enkelt ud af hænderne på mig, traskede tilbage op ad stigen og tog et hegnløst billede fra toppen af en postkasse. ‘Din linse er støvet’, mumlede han og fandt pludselig avanceret rensegrej frem fra sin papkasse – jeg undrede mig over, hvorfor en mand jeg først havde antaget for at være hjemløs, havde to avancerede kameraer hængende om halsen og professionelt renseudstyr (og ingen varme tæpper) i sin rullende kasse, men hurtigt viste han mig sine ‘pressekort’ (som kan købes i enhver souvenirshop i Hollywood), og vi faldt i snak. Nu med en allieret fik jeg hurtigt flere venner i flokken, og jeg arbejdede mig stædigt nærmere hegnet. Endelig fik jeg placeret mig i de ca 10 cm mellem den hjemløse fotografs blå postkasse og det to meter høje hegn, flankeret af to hyggelige mexicanske fyre, som blev ved med at spørge, hvorfor min kæreste (jeg havde opgraderet Tobias for nemheds skyld) ikke var med… Hvad man ikke gør for at få et glimt af berømmelse!
Fra min nye plads kunne jeg iagttage intensiveringen af tjenere og politi time for time – med den hjemløses formaninger om fotografering og gode historier fra tidligere Oscaruddelinger rungende bag mig – indtil de første limoer begyndte at rulle ind på den røde løber først på eftermiddagen.
Publikum holdt vejret hver gang en ny bil arriverede, og indeholdt den en bare tilnærmelsesvis kendt person brød mængden ud i skrig og skrål – var det en producer eller filmklipper, som ingen anede hvem var, lød i stedet et skuffelsens suk, og de ukendte stakler der steg ud, måtte slukørede liste ind til forestillingen.
Det var da også langt fra alle stjernerne der valgte freak-showet ved hovedindgangen. I stedet sneg de sig langs panelerne og undgik kaoset via bagindgangen. Enkelte som George Clooney, Cameron Diaz, Jennifer Lopez og mediernes yndlinge Brangelina lagde dog vejen forbi til min og resten af tilskuernes store begejstring.

Lopez og Casper Christensen. Eller er jeg helt galt på den Camilla?

 Selvom det var sjovt at opleve fra sidelinjen, så håber jeg næste år på en officiel invitation fra komitéen – det gør alting lidt lettere!

/Camilla

På vej mod Joshua Tree National Park, hvor vi jo skulle finde ‘Skull Rock’ i billed-jagten, lagde vi vejen omkring Route 66, først og fremmest grundet vores nysgerrighed om denne gamle, historiske hovedvej, der helt op til 1970′erne var bindeled mellem Chicago og LA, dernæst grundet vores jagt efter et billede af Snow Cap Inn diner i byen Selligman.

Der var levn fra en fortid med fart på Route 66 i denne forblæste landsby. Tankstationerne kunne man næppe pumpe meget benzin op fra, og de mindede størrelsesmæssigt om dem i LegoLand, men der var mange af dem, mange nedlagte restauranter. Gamle biler var parkeret langs hovedgaden for at give et indtryk af, hvordan transportmidlerne dengang så ud. Lod man fantasien spille, befandt man sig hurtigt midt i 60′erne og nu gjorde Elvis stop i byen for at finde sig en cheeseburger.

Desværre holdt Snow Cap Inn vinterlukket, og vi måtte tage billedet af bardisken ind igennem et vindue, der trængte til at blive pudset (se billedet nedenfor)

Billedjagt. NO. 6 i kassen! Snow Cap Inn, Selligman, AZ

Ruten er forskellige steder blevet kørt over af nyere motorveje, men husker jeg rigtigt fra samtalen med en ældgammel landevejs-entusiast i Selligman, så kan man stadig køre mange dele af Route 66 på vejen til Chicago.

Tilbage på ny asfalt og en fartgrænse på 75 mph, tog det ikke lang tid at komme til Joshua Tree National Park. Dog blev det ufattelig mørkt på motorvejen og den planlagte overnatning i Desert Center blev skudt i sænk, da det viste sig blot at være en skummel tankstation.

Morgenen efter købte vi adgang til nationalparken og brugte det meste af dagen med at hike og se på frygtløse linedansere (billede).

Skull Rock dukkede op, og vi optog en kort video: IMG_0929

Ned ad en bakke kom et Los Angeles-skilt tilsyne. Vi tav begge to. Nu var vi på vej tilbage til byen, hvor den amerikanske drøm startede. Nu var vi på vej mod byen hvorfra flyveren lettede om tre dage. Danmark syntes utrolig tæt på.

Billeder fra JOSHUA TREE NP:

Billede NO. 7, SKULL ROCK

Luftballoner over Phoenix, AZ

/Tobias

Egentlig burde man ikke skrive så meget om Grand Canyon, for det er et fænomen så overvældende, at det ikke lader sig gengive med ord – men eftersom vi stadig har et problem med at uploade billeder, må jeg hellere gøre forsøget.
Det var en meget kold og blæsende eftermiddag, da Tobias og jeg kom til ‘South Rim’ i vores søgen efter næste billede i vores amerikanske skattejagt. Begge var vi spændte på, om Grand Canyon kunne måle sig med Yosemite, som vi havde været voldsomt begejstrede for – og så lider berømte steder oftest under den forbandelse, at virkeligheden aldrig helt kan måle sig med forestillingen (moviestars er heller aldrig så høje som man tror!).
Lettere skeptiske trippede vi derfor ud mod kanten af det verdensberømte vidunder. Og ved første møde med den mere end 1600 meter dybe kløft, forsvandt al skepsis som dug for solen.
Foran os lå de røde klippevægge badet i dagens sidste lys, som gav hele dalen et næsten lilla skær. Godt nok har vi stået på mange udsigtspunkter på vores tur, men dette høstede hurtigt en absolut topplacering. Efter en lille gåtur langs kanten (vi nåede ikke alle 440 km…), fragtede Sally os tilbage til vores nyfundne overnatning, som i neon reklamerede med ‘Clean Rooms’ (sandhed med modifikationer).

Billede NO. 5. GC, South Rim, TJEK

Udhvilede trodsede vi næste morgen endnu en gang kulden for at vandre et lille stykke langs verdens bedste udsigt, inden turen gik videre mod Route 66 og Joshua Tree National Park. Impulsivt besluttede vi os for at svinge forbi lufthavnen. Tobias’ ven fra boblebadet havde anbefalet en helikoptertur over stedet, og det endte faktisk med, at vi 15 minutter senere sad i en helikopter med Bob Marley i ørerne på vej ind over Grand Canyon. Oppefra var udsigten om muligt endnu bedre, selvom helikopterens momentvise hop og rumlen gav en vis utryghed hos nogle af sine passagerer (ikke, Tobias?). 30 minutter senere var det hele dog overstået, og med Tobias’ spørgsmål: ‘hvorfor hedder det ikke the Grandest Canyon?’ hængende i luften over ørkenen, forlod vi vidunderet og kørte videre gennem Arizona mod næste skattekortsstop: Route 66…

På vej til kløften i helikopter

Colorado River skærer sig vej gennem Grand Canyon

Sne på den nordlige side af GC

/Camilla

På “The Strip” kørte reklamebiler rundt med store billeder af halvnøgne damer, “der kan være på dit hotelværelse på under ti min”… Hvis man da havde et. Las Vegas råder over flere hotelværelser end nogen anden by i hele verden – hvilket skulle man vælge?

Vi befandt os midt i ørkenen og nu skød eifeltårnet pludselig op, som en gigantisk snemand på en sandstrand mellem parasoller. Hvad er dette for et sted? I det efterfølgende lyskryds kom selveste New York tilsyne, og vi besluttede at gå en romantisk aftentur mellem cafeerne i det trendy SoHo-kvarter, og købte kort efter billet til en rutchebanetur i, omkring og over byen. New Yorks forståelse for kulturel diversitet er enestående, her var rigeligt med plads til alle – The Big Apple er bestemt et besøg værd. Vi var svimlende rundtossede over storbyens mange indtryk, da vi i afdæmpet belysning passerede stilheden og de vuggende gondoler i Vendig. Italien, åh kære Italien.
Jo Las Vegas huser 19 af verdens 25 største hoteller (målt på antal værelser) og der er plads til mange flere i ørkenen. Ved foden af Stratosphere lænte vi hovederne bagover og klikkede os et par billeder af det over 350 meter høje tårn. Nu var det tid at finde et rum for natten.

Karrusel i 350 m. højde

Således kommer billede NO. 4 i hus. Stratosphere Tower, Las Vegas

Receptionen var ikke let at få øje på. Først måtte vi nemlig igennem en labyrint af spillemaskiner og tabende ansigter; først måtte vi smile til de lårkorte servitricer med de gratis drinks, og vi måtte nikke bestemt mod sikkerhedsvagtens beskuende blik sendt fra sit skjul bag skranken. Hvad gjorde to halvbeskidte backpackere på et fint hotel som dette? Så fik vi endelig øje på en receptionist midt i et virvar af lys og toner fra enarmede tyvknægtes hypnotiserende vinderlyde – hun var vel ægte? Eller måske var hun klovnen i cirkus om aftenen? Klovn eller ej,  på 14. etage fandt hun ihvertfald et værelse med udsigt over hele verden, og ønskede os et godt ophold i stratosfæren før vi, forvirret og udmattede, lod os falde forover ned i de to kingsize-senges hvide ozon-lagener.

Senere, jeg ved ikke, om det var samme aften eller en helt anden dato, placerede jeg “80 penge” på rød farve i et roulette-spil, hvorefter alt blev sort. Med røde tal på bundlinjen, men med sulten rumlende i maven, tog vi på en sushi-restaurant.

Man kommer hele følelsesregisteret igennem i casinoet

Og så snupper man folderen om ludomani og læser den på vej hen mod en ATM... Oh no!

... og fortsætter på denne tyvknægt, fordi man ser en svimlende stor præmie for sig...

Her iagttog vi et langbord med seks letpåklædte U21-piger, inviteret ud af to klamme oldboys. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der skete under bordkanten, men de fleste formåede at indtage maden med en enkelt hånd… Jeg aner ikke heller, om den ene fyr havde ris-rester i ørerne, ihvertfald forsøgte brunetten sirligt at rense det med in tunge – og det op til flere gange under middagen. Camilla og jeg syntes det var lidt ulækkert, for vi er jo jyder og ville bare gerne have japansk mad i mavsen, men det virkede som om, at ingen af restaurantens øvrige gæster studsede nærmere over det yderst besynderlige selskab. Udenfor holdt hummer-limosinen parkeret – formentlig klar til at bringe dem alle til et af de 150.000 hotelværelser – og det var så her vi besluttede at tage i teatret til en Cirque du Soleil Elvis-forestilling.

Viva Elvis

På et tidspunkt formåede vi så at løsrive os fra Las Vegas’ faste greb, hvilket kræver stor mental styrke, og på den anden side af byskiltet blev vi straks modtaget af den virkelige verdens naturlige landskaber, bjerge og dale, floder og søer. Vi skruede op for musikken, så bassen og Mustangen nu larmede om kap, og så lo vi over de foregående dages mærkværdige øjeblikke.
Vi forlod en verden uden begrænsninger og kørte nu videre ud i endnu en. USA’s himmel er så høj. Las Vegas’ er uendelig.

Ps.: Jeg har desværre glemt telefonnummeret til Las Vegas’ damer. Men måske kan jeg finde et billede, to. sek… Værsgo:

/Tobias